lørdag den 10. januar 2015

Profiteroles - eller bare små vandbakkelser med vaniljecreme og flødeskum


Vandbakkelser er et fantastisk stykke bagværk! Selvfølgelig fordi de smager skønt og kan varieres i det uendelige, men især fordi jeg elsker det lille mirakel der sker hver gang man sætter en plade vandbakkelser i ovnen. En meget simpel dej kun bestående af smør, vand, mel og æg sættes i ovnen og på 20 minutter hæver den op og danner de fineste små luftige bolde - det er da et under.

Vandbakkelser kan laves i alle størrelser og faconer og kan fyldes med både creme, friske bær, syltetøj og flødeskum - det er kun fantasien, der sætter grænser. Det er ikke mange år siden, at jeg blev introduceret til den klassiske kagemand lavet af vandbakkelse. Min veninde havde fødselsdag og havde på forhånd sagt, at hun ville servere kagemand. Skuffelsen var stor, da jeg opdagede at der her var tale om en kagemand lavet af vandbakkelsesdej. Jeg er vant til brunsvigerkagemand og kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at man kunne spise en anden slags kagemand på sin fødselsdag. Men efter at have smagt vandbakkelseskagemanden med glasur og masser af slik på toppen, måtte jeg erkende, at denne type kagemand absolut er en godkendt fødselsdagskage.

Når det er sommer i Danmark og jordbærsæsonen er på sit højeste, er det et must for mig med store vandbakkelser fyldt med flødeskum og masser af friske jordbær. Men her i de kolde vintermåneder synes jeg det bedste fyld er kogt creme og en smule flødeskum. Man kan eventuelt pifte det op med lidt jordbærmarmelade, men jeg synes nu sagtens creme og flødeskum kan stå for sig selv. 


Ca 24 stk

80 g smør
2 dl vand
100 g hvedemel
2-3 æg

Kogt creme:
2 æg
2 spsk sukker
2 tsk hvedemel
2 dl mælk
Korn af ½ vaniljestang

Fløde til flødeskum
Flormelis til pynt

Sådan gør du:

Det er en god idé at starte med at lave cremen, da den skal køle godt af, før den kommer i vandbakkelserne. Start med at skrabe kornene ud af vaniljestangen og mas dem sammen med en smule af sukkeret, så kornene skilles ad. Herefter hældes alle ingredienserne i en lille gryde og varmes op under konstant omrøring på middel varme. Det er meget vigtigt, at man sørger for at røre godt i cremen, så man får en lækker, blød creme. Når cremen har den ønskede konsistens, tages gryden af varmen, så cremen kan køle af.

Det er nu tid til at lave vandbakkelserne.

Start med at tænde ovnen på 200 grader. Kom herefter vand og smør i en gryde og bring det i kog. Når blandingen koger, tilsættes alt melet på én gang og der røres godt i massen indtil den er blank og slipper gryde og ske.

Dejen skal nu køle lidt.

Mens dejen køler piskes æggene let sammen. Kom de sammenpiskede æg i dejen lidt efter lidt og sørg for at røre dem godt ud i dejen for hver gang. Det er ikke sikkert, at du skal bruge alle tre æg - dejen skal være så fast, at den ikke flyder ud, når den sprøjtes på pladen.

Når dejen er færdig, kommes den i en sprøjtepose med en stjernetyl og sprøjtes ud på bagepapir på en bageplade i den ønskede størrelse. Vandbakkelserne hæver en del, så sørg for at have god afstand mellem dem.

Bag vandbakkelserne på den midterste rille i 20-30 minutter ved 200 grader.

HUSK! Ovnen må ikke åbnes de første 15 minutter, da du så risikerer, at vandbakkelserne falder sammen.

Når vandbakkelserne er kølet af, er de klar til at blive fyldt med creme, flødeskum eller hvad man nu lige har lyst til.

Velbekomme!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar