torsdag den 9. juli 2015

Jordbærtærter - en lille bid af sommer


Hvorfor regner det altid i min ferie?! Jeg har ferie i denne uge, men må sige, at der ikke er meget sommer over vejret. Det regner og blæser, så man skulle næsten tro at det pludselig er blevet efterår. Men så er det godt at man kan komme lidt i sommerstemning med lækre, små jordbærtærter :-)

Jeg startede ferien ud med et besøg hos mine forældre. De bor på en lille en gård på Midtfyn og har køkkenhaven fyldt med de lækreste grøntsager og frugter, så jeg var så heldig at få både jordbær, nye kartofler og hjemmelavet rygeost med da jeg vendte næsen mod Aarhus igen. Jeg elsker jordbær, så de skønne bær fik hurtigt ben at gå på - heldigvis var der rigeligt, så det var intet problem også at have nok til at jeg endelig kunne give mig i kast med selv at lave jordbærtærter. Hver eneste sommer har jeg gode intentioner om at forsøge mig med at lave de lækre mini-tærter, som vi kender dem fra bagervinduet, men jeg har hver gang opgivet, da jeg synes det virkede en smule uoverskueligt med alle de forskellige komponenter. Men det er faktisk utrolig nemt når man først kommer i gang, og størstedelen af ingredienserne er ting, man alligevel har i sit basislager.


10 stk.

Mørdej:
100 g smør
50 g flormelis
125 g hvedemel
1 lille æg

Mazarinmasse:
125 g smuttede mandler
125 g smør
125 g sukker
2 små æg
1 spsk hvedemel

Vaniljecreme:
1 æg
30 g maizena
Korn af en halv vaniljestang
2,5 dl mælk
50 g sukker
2,5 dl piskefløde

Gelé:
100 g jordbær
Sukker efter behov

Jordbær
Smeltet chokolade


Sådan gør du:

Start med at samle mørdejen.
Smørret skæres i små stykker og smuldres med melet.
Sigt flormelisen i blandingen og ælt hurtigt dejen sammen med ægget.
Dejen pakkes ind i køkkenfilm og skal herefter hvile minimum en halv time i køleskabet.

Mazarinmasse:
Alle ingredienser kommes i en foodprocessor eller minihakker og køres sammen til en ensartet masse.

Når mørdejen har hvilet, rulles den tyndt ud og stikkes ud i cirkler der passer med formene (mine forme er 10 cm. i diameter). Læg dejen i formene og fordel mazarinmassen ovenpå. Tærterne skal nu bages i 15-20 minutter ved 200 grader. Hold godt øje med dem, da de hurtigt går fra at være gyldne til at have fået for meget.

Vaniljecreme:
Start med at skrabe kornene ud af vaniljestangen og mas dem sammen med en smule af sukkeret, så kornene skilles ad. Herefter hældes alle ingredienserne i en lille gryde og varmes op under konstant omrøring på middel varme. Det er meget vigtigt at man sørger for at røre godt i cremen, så man får en lækker, blød creme. Når cremen har den ønskede konsistens, tages gryden af varmen så cremen kan køle af.

Gelé:
Varm de frosne jordbær op i en gryde sammen med sukkeret. Når bærrene er bløde og har afgivet deres saft, passeres de gennem en sigte. Saften skummes for urenheder og den udblødte husblas røres i. Husk altid at udbløde husblas i koldt vand. Lad geléen køle af.

Det er nu tid til at samle kagerne. Start med at pensle de afkølede kager med et lag mørk chokolade. Når chokoladen er størknet, sprøjtes vaniljecremen på og kagerne toppes med halve jordbær. Til sidst pensles kagerne med jordbærgeléen, hvilket giver dem en smuk overflade og en endnu kraftigere smag af jordbær.

Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar